7 C
Hadsund
onsdag, juni 3, 2020

DET ER GANSKE VIST!
Flytter I til Hadsund, får I også råd til bil nr. 2 + 10.000 kr. ekstra hver måned. Drømmer I om mere i budgettet uden at gå på kompromis med boligkvaliteten ved at flytte ind i en pragtvilla, som I indtil nu end ikke har turdet drømme om? Så kig på regnestykkerne på de næste sider. Her kan I sammenligne jeres udgifter ved at bo i Aarhus-Aalborgområdet og København med udgifter ved at bo i Hadsund.

Vi har ingen køer – kun dem med mælk og fire ben
FRA Hadsund TIL … PÅ UNDER 1 TIME

På under en time kan I nå ca. 500.000 arbejdspladser, ca. 1 mio. mennesker, to lufthavne, to universiteter og adskillige større byer som Aarhus i syd, Aalborg og Hjørring i nord eller Viborg og Skive i vest.

Når I kommer hjem, er I tæt på det hele: En fantastisk natur med fjord, skov, strand og store oplevelser. Børnehaver, skoler og uddannelsesinstitutioner. Indkøbsmuligheder og fritidsaktiviteter med sport, historie og kultur. Og ikke mindst nærhed, tryghed og trivsel.

Infrastruktur: Kommunen arbejder løbende på at sikre Hadsund en god og hurtig infrastruktur. Fokus ligger særligt på at sikre,at børn og unge har let, hurtig og direkte forbindelse til og fra skoler og ungdomsuddannelser.

I Hadsund passer vi på børn og unge
Børnehaver, skoler i dansktoppen, ungdomsuddannelser + voksen og akademiuddannelser. Vi har fokus på  børn og unge, som hver dag skaber liv i Hadsunds mange børnehaver, skoler og uddannelsesinstitutioner.

Der er pasningsgaranti for alle børn. De små børn passes i dagpleje, i kommunale vuggestuer og børnehaver samt i flere private pasningstilbud.

I Hadsund kan børnene følges ad fra dagpleje/vuggestue over børnehave-SFO til skolestart. Det giver tryghed og gode relationer. Udover den kommunale skole er der også privatskoler i området..

Alle gymnasiale uddannelser kan tages på gymnasiet (Hobro, Randers og Aalborg)(STX og HTX) og handelsskole (HHX). Endvidere har vi teknisk skole, VUC voksenuddannelser samt videregående akademiuddannelser.

Vi har også mange efterskoler i området, og de bidrager til at skabe bredde i ungdomslivet.

SPORT I BREDDEN OG I TOPPEN
I Hadsund og Mariagerfjord området finder I masser af fritids- og idrætstilbud. Lige fra at hoppe i fjorden med fiskestangen efter en dejlig havørred til deltagelse i idrætsforeninger, aktivitetsgrupper og sportsevents.

Vi er især stærke, når det gælder gymnastik, fodbold, musik, løb/orienteringsløb, synkronsvømning, amatørteater og BMX cykling. Derudover har vi elitetilbud, der stikker langt ud over, hvad et område som Mariagerfjord normalt vil kunne udbyde. Blandt andet et fodboldhold i Superligaen, en roklub, der henter masser af medaljer og leverer OL vindere samt en cykelklub, der fostrer dygtige cykelryttere.

Og så er der alt det, der ligger lige uden for døren: kano, kajak, sejlads, vandsport, kitesurfing, vandski, svømning, dykning, lystfiskeri, jagt, golf, cykling, løb- og jogging, vandreture i vores smukke natur og meget mere.

Øster Hurup en vaskeægte badeby
15 min. kørsel fra Hadsund finder du Øster Hurup er en vaskeægte badeby, hvor du finder Danmarks mest børnevenlige strand, et hyggeligt havnemiljø samt en hovedgade spækket med restauranter, caféer og butikker.

Øster Hurup er en gammel fiskerby med næsten 1000 indbyggere i vintermånederne; et tal som fordobles mange gange i sommersæsonen, hvor byen summer af turister. Her oser byen af sydlandsk stemning.